MODERATERNE VIL HAVE DANMARK TIL AT TAGE 7000 FLYGTNINGE OM åRET

Det vil "gavne danskerne", hvis Danmark gennem en fælles EU-omfordeling modtager op mod 7000 flygtninge om året.

Sådan lyder meldingen fra Stine Bosse, der er Moderaternes spidskandidat til europaparlamentsvalget i Altinget.

- Gør vi det ikke, så fylder vi Sydeuropa op med flygtninge, og vi får ikke løst migrationsproblemet. Og så ender det her med at blive en sikkerhedsrisiko, siger Stine Bosse til Altinget.

Med udmeldingen går Moderaterne igen på kant med regeringspartnerne, Socialdemokratiet og Venstre, på EU-området.

For Moderaterne ønsker også, at Danmark dropper sit retsforbehold, der betyder, at Danmark står uden for EU-samarbejdet på migrationsområdet.

Ved at droppe retsforholdet ønsker Moderaterne at tilslutte sig EU's migrationspagt og være en del af en såkaldt solidaritetsmekanisme, hvor de op mod 7000 flygtninge vil komme fra.

I 2023 blev der givet 1343 opholdstilladelser på asylområdet i Danmark, viser tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet ifølge Altinget.

Retsforbeholdet var til folkeafstemning i 2015, hvor 53,1 procent stemte nej til at fjerne det.

/ritzau/

2024-04-18T07:34:41Z dg43tfdfdgfd